Stikkord: L. C. Nyholm

tale. Det bar bog naturligvis itte blot i bette
personlige Svorgsmaal, at bet „nye Venstre”
viste sin Magt. Hvad bærre bar, be bragte ved
sine Fordringer ncesten hele Lovgivningsvirksom
heden i Staa. Vore Reformsporgsmaal indbrag
tes belg af Regjeringen, dels ved privat Initi
ativ (navnlig fra Mellemftartiet), og be affedte
uendelige Debatter; men ved bber Sag af Vig
tighed opstillede Venstre sine Fordringer i al de
res Iderlighed, og nåar Regjeringen og Sanb*
tinget ikke vilde gaa ind paa bent, faa forkaste
des Lovforslagene. „Alt eller Intet”, bar enet,
og længe paakaldte Reformer, blev staansel
lost flaaebe ihjel, naar de ikke i alle En
keltheder stemmede med hvad Partiet vilde
have. I halve Aar sad Rigsdagen inde, i
hver ny Samling kom de samme Sporgsmaal
frem, be samme Lovforslag vandrede polsk Tig
gergang frem og tilbage mellem Stingene, men

naar Sessionen endelig var omme, var man li
gesaa nær fom ved Begyndelsen, idet ncesten alle
be vigtigere Love havde lidt Skibbrud under
benne Omtumlen paa Folkelighedens Solger.

I selve Partiet fortes Toilerne af Lederne
med en hensynslos Strenghed, hvorom netop nu
under Valgagitationen flere Medlemmer af Venstre
have aflagt betegnende Vidnesbyrd. Vlind Ly
dighed nnder Partiets Krav bar den forste Lov,
og bet Medlem, ber satte sig op derimod og i
enkelte ©ager vilde gjore en felbftænbig Mening
gjælbenbe, blev enten übftøbt eller chikaneret faa
længe, indtil han af. egen Villie übtraabtc. Den
ne Skjcebnc ramte saaledes bet jbbffe Folkepar
ties egentlige Forer, vr. Winther, den ramte den
gamle Bondeven, Skoleinspektor Frolund, I. A.
Hansens egen Broder, „Morgenpostens” Redak
tor N. Hansen, ben flinke fjællanbffe Bonde,
Grundtvigianeren L. Dinesen og adskillige An
bre, som derfor i sidste Samling stod udenfor
Partiet og som en egen lille Gruppe, „Losgjcen
gerne”, flog sig sammen navnlig ved Besættelsen
af Udvalgene, i hvilke ellers Ingen af dem vilde
have faaet ©æbe. Men trods disfe mindre Riv
ninger bestod Partiet endnu ved Udgangen af
sidste Nigsdagssamling i sin fulde Kraft, og for
inden Rigsoagen gik fra hinanden, udstedte det
„forenede Venstres” Medlemmer et Manifest til

,
bet danske golf, hvori be, færtig med be fore
ftaacnbe Salg for Vir, opstillede deres Fordrin
ger med Hensyn til be vigtigste af be forelig-,
gende Sporgsmaal.

Dette Manifest har dannet Grundlaget for
den Valgagitation, som i den forløbne Sommer
har bæret dreven efter en hidtil ukjendt Maalc
stok, og som endnu bestandig er i fuld Gang og
bil vedblive at bære det, indtil Vatgene ben 20be

I
©eptembcr have givet det ene eller det andet
Parti Seiren. Kjerneftnnktet i Venstres Program
er Indforelfen-af en parlamentarisk Regjering.
Naisonnemcntet er dette, at Folkethinget, fom ud
gaact af Folkets umiddelbare Valg, er berettiget
til at udove den afgjørenbe Indflydelse i bort
politiske Liv, og at det ved at nægte Finantslo
ben, fom skal foreligges forst i dette Thing, har
Magt til at skaffe sin Villie Gyldighed. ©et gjalder
altfaa forst om at fkaffe Venstre en stor Majoritet i
bette Sfying; det er skeet, vil Venstre opstille sine
Fordringer, og naar Regjeringen ikke vil gaa ind
paa bent, stal den styrtes. Kongen vil da nok
mene Venstres gørere blive nodt til at soge

deres Bistand til Dannelsen af et nyt Kabinet,
og naar faatebeg Venstre fyar Magten baade i
Regjeringen og gotfetfyinget, bil Landsthinget for
mentlig opgive sin Modstand imod Samfundets
Dmbannetfe efter den folkelige Kogebog. ©fulbe
bet imod Forventning fastholde fit Standpunkt,
da er ber ikke Andet at gjore end at faa For
fatningen fort tilbage til sin oprindelige Skikkelse,
faalcbcg at Landsthinget og Folkethinget begge
reprcesentere Folkets store Masse; ber’maa alt
saa paant; reises en Grundlovskamp, > og naar
„Folket” blot holder ud, bil bet nok lykkes Paa

denne -Diaabe at lægge hele Ledelsen af vort of
fentlige Liv i de rabtfate Foreres §ænber. Dette
har bæret bet egentlige Grundlag for Valgagi
tationen, som er bleven fort med en Ufortrodcn
der var en bedre Sag bærbig. Fra Sted tit
Sted ere ©føerrcr I. 21 Hanfen, Alberti, C.
Christensen, Berg og Hogsbro dragne rundt, og
ber er næfien ikke en Kreds i hele Sanbet, uden
at be har bæret der for at holde Moder Dg gjen
tage bet samme Litani. At Kongen ogfaa maa
have en Mening i et konstitutionelt Land, og at
Sanb§tl)tnget har selvsamme Ret fom Folkethin
gct til at nægte Finantsloven og styrte et Mini
sterium, som bit ikke kan arbeide sammen med, ‘
have DHerrer golfemænb selvfolgelig ikke lagt
Vcegt paa; Opgaverne har bæret for dem at faa
Sælgerne til at tro, at naar blot Venstre fif Ma
joriteten i Folkethinget, bar Alt flabbet og klart,

og ben Ulykke, Det vilde bære, om Landet paany

styrtedes ind i ufrugtbare Forfatningskampe, have

be i deres letfærdige Higen efter Magten ikke

l)abt mindste Vie for. De have ikke feet eller

ville ikke fe, at greb og No i det Indre er det,

fom baaber Danmark bedst, sonderrevet fom det

er blebet af ydre Ficnder, og be stjonne ikke, at

en Kamp for at ndvide Frihedeli kan fore enten

til Frihedens fuldstcendige Undergang eller til saa

banne Tilstande fom i Amerika, hvor t)æberlige

golf ncesten ikke kunde bære bekjendte at bestjcef

tige sig med Politik.

Hvad Udfaldet af Valgene bil blive, er det

vanskeligt at sige, men b? Fleste imodese ben med

Bekymring. Siden be sidste Valg afholdtes for

tre Aar siden, er ben socialistiske Bevcegelse kom

men tit og har grebet en stor ©el af Byernes

Slrbeiberbefolfning, i hvilken Bondevennerne have

faaet en velkommen Allieret. Vel have bore Ven

stremand ikke billet vedkjende lig socialistiske An

skuelser, og bet vilde ha ogsaa bære hoist eien

dommeligt, om Repræsentanter for ©aarbbrugerne

altfaa for Jordbesidderne, skulle optrcede som

Fremmerc af Særbomme, der ere rettede imod .at

Besiddelse. Men ikke desto mindre have be meb

Velvillie rakt Haanden nb til Socialisterne, som

be ere villige til bruge i Kampen imod Bour

georisiet, og deraf vil Folgen bære, at i adskillige

[tørre Byer, som tidligere kunde scctte en Kandi

bat igjennem, ville nu Bondevenner og Sociali

ster i Forening kunne gjennemfore en Venstrekan

didat. Socialisterne have nemlig aabent erflæret,

at be i Venstres ©eir ser en ©eir for dem, !og

kun i Kjsbenhavn og enkelte andre Steder ville

de opstille rene socialistiske Kandidater. Den for

Statsforbrydelfer anklagede fængftebe Stormester

for Internationale, Loitncmt Pi o, har meldt sig

fom Kandidat i Kjobenhavns ste Kreds, der tæller

en talrig Arbeiderbefolkning, imod den hmtbega

bebe, tidligere Udgiver af „Dagbladet” Bille; i

3bie Kreds bit en Overretsprokurator Leth med

Socialisternes Anbefaling obtræbe fom Modkan

didat imod Kaptein af Generalstaben Tv erm o es;

i 9be Kreds, ber ogfaa tæller en stor Strbeiber

befolkning, bil en Arbeider Johnsen stille sig

imod Orlogskaptein Tuxen o. s. fr. Ingen af

disse Kandidater bil dog vistnok blive valgt, og

det danske Folkething vil neppe komme tit at tætte

nogen aabcnlyst Socialist mellem sine Medlem

mermen i Aarhus, Horsens, Randers o. fl. ©t.

bille Socialisterne kunne yde Bondevennerne en

god HaandZrcekning, og be ville nok vide at krceve

Gjengjcrld, ligesom be vel ogfaa regne paa, at

naar man forst har gjort det store Spring, at

overgive Landets Styrelse til Mcrnd som I. A.

Hansen, Berg, Hogsbro og Konsorter, er bet kun

en Gradsforskjell om be næfte Ministre komme

til at hedde Pio, Brix og ©eleff.

Men hvorfor bille norske ligesom danske
Demokrater sige, stnlde en Mand som I. A. Han
‘ sen en faa° gammel og betydningsfuld Politi

ker ikke kunne blive’Minister? Svaret er sim
pelthen bet, at ber til at staa i Spidsen for et Lands
Styrelfe horer andre Kvalifikationer end de, fom
obnaaeé ved at fare Landet rundt til Kromoder
og lidde i Rigsdagen fom Partihovding. Det
er ikke ben Omstændighed, at I. A. Hansen har
bæret omager, som forhindrer ham fra at tage
©æbe i Kongens Raad, men den Omstcendighed,
at han, optagen som han bestandig har bæret af
sine politiske Agitationer og Partiinteresser, ikke
har havt Tid eller Evne til at erhverve sig de
Knndskaber og Indsigter, som endnu i ©uroba
“übfræbeå af ben, der bil bcflæbe et Lands hoiestc
Embedsstilling. Hr. I. A. Hansen er faa hjemme
som faa i de indre politiske Forhold; alt, hvad
ber horer ber ind under, kau han udenad paa
fingrene,. han manobrer end megen 33el;ænbigl;eb
og har ofte Leilighed til at lægge ikke ringe Skarp
sindighed for Dagen. Men anden Dannelse end
ben politiske, besidder han ikke. Han kjender in
gen fremmede Sprog, kan ingen Historie, kjender
ikke vore Digtervcerkcr, ja et Citat af Holberg er nok
til at bringe ham i Forbittrelse imod „de Dannede”,
fom have det forud for ham, at de kjende og elske
deres Fcedrelands Digtere. Og som det gaar med I.

21. Hansen, faa gaar det tildels med Andre af Par
tiets Koryfceer; Nogle mangle Evne, Andre Dan
nelfe, og Ingen af dem opfylder be Krav, ber
kunne stilles til et Lands Ministre. ©a Venstre
en Gang tidligere bar ved Noret, var ba heller
ikke nogen Eneste af dem, ber ba ligesom nn bar
dets politiske gørere, Medlemmer af Kabinettet,
Konseilspræsidenten og Justitsministeren bar en
Hoicsteretsadvokat, Udenrigsministeren en Baron,
Kultusministcren en Professor, Indenrigsministe
ren en Borgmester og kammerherre, kort sagt,
Mcend, ber af 2@rgjerrigfyeb havde sluttet sig til
Venstre, og fom ialfald tildels opfyldte de
Vetingelfcr, ber kunde stilles til Medlemmer af
Kongens 9iaab, idetmindste hvad Dannelse angaar.
Forerne havde ikke andet Hverv end at stotte
Ministeriet i Rigsdagen, medens de selv bare
udenfor.
Men Tiderne ere skredne frem, og hvad der
dengang endnu ansaaes for uundgaaeUg nebOcn=
digt, betragtes nu ikke paa benne’ Maade. Hr.

I. A. Hansen og hans Medcigitntorer. der alle
rebe felte sig bittert skuffede, ba Grev Friis i
fin Tid, efter ved deres Hjcelft at have gjennein
fort Forfatningssagen, ikke optog Nogen af dem
i fit Kabinet, ville nu fætte alle Seil til for at
naa Magtens Tinde. Et Ministerium af Ven-
fire, rimeligvis med den bcfjenbte Stiftamtmand
Heltzen som Konseilspræsident, det er det ved
gaaebe 3Raal for denne Sommers Agitation, og
for at denne Plan kan lykkes, for at selv Sko
mager I. A. Hansen, Skolelærer Berg og Kan
didat Hogsbro kunne blive Excellencer og faa
6000 Nol. i Gage,, er bet, at der udstedes Ma
nister, holdes Moder og raabeS Allarm i alle de
bondcvcnlige Organer. Vil bette nu lykkes? Vil
Folket bære den taalmodige Trappestige, ab hvil
ken førerne kravle ob til Hoiden for atter efter
kort Tids Forlob at styrtes ned derfra? Det er
Sporgsmaal, som ville faa deres foreløbige Svar
den 20be ©ebtbr., naar Valgene afholdes, om end
bet endelige ©bar forst kan gives, naar Rigs
dagen i ncefte SJiaaneb famlet, Foler Regjerin
gen sig ftærf ved Kongens Sympathi og Lands
thingets Understøttelse, bil den end ikke vige
for en kompakt radikal Majoritet i Folkethin

get, men bil oplose bette og paany appellere til
Folket. Men i ethvert Tilfoelde gaa vi en interessant
politisk Periode unode, og jeg tror, at ogfaa bet
norske Publikum bit kunne have Interesse for og
Nytte af at folge med, hvad her i denne Tid
foregaar.

Et Mode, hvoraf man havde ventet et Vi
brag til den politiske Diskussion, uden at dog
denne Forventning opfyldtes, er netop afholdt,
nemlig bet grundtvigianske Vennemode, der i be
sidste Aar er afholdt aarlig i Kjobenhavn paa
Grundtvigs FodselZdag, men iaar, ha ben Gamle
er bøb, afholdtes Dagen efter hans storartede
lordefcerd. Deltagernes Antal var ftørre end
nogensinde tidligere, idet ikke blot hele den store
Sal i Kasinos Theater bar fuld, men endog selve
Skuepladsen, Orkestret og Gangene bag Logerne
vare tæt besatte. Den forventede politiske For
handling om Grundtvigianernes Forhold til bet
forenede Venstre, ber misbilliget af be dygtig
ste og hæderligste grundtvigianske førere, ude
blev ‘ bog, og be talrige Saler, ber ud
fyldte Tideu fra Kl. 10—5, vare for Storstede

len Mindetaler over den berømte Stfbøbe. Kun
Bjornstjerne Bjornson, ber har deltaget i
Hoitidelighedernc ved lordefcerden og holdt en
fmuf Mindetale ved Grundtvigs Indsættelse i en
Gravhoi ved ©£. Kjogegaard, bragte ved et Fo
redrag nogen Splid ind i ben tilsyneladende saa
enige Forsamling, idet han, efter bl. A. at have
gjort et Udfald imod Dannelsen og lovvrist hans
Medudgiver af Tidsskriftet „For Ide og Virke
lighed”, Professor Rasmus Nielsen, formanede be
Danske til at rcekke Sbbfftanb Broderhaand, fordi

Tydstland har gidet os Martin Luther. 211
denne Formaning, der unægtelig i Bjornsons
Mund tager sig noget mådelig ud, ikke faldt i
god Jord, er en ©elbfølge, og der blev da og
faa af en Prcest fra Middelfart, der forhen var
Prcest i Sonderjylland, men fordreves derfra af
de unbærenbe tydske Magthavere, nedlagt en al
borlig Indsigelse derimod, medens Dirigenten
sogte at dwkke Bjornson ved at give hans Ord
en mild Fortolkning. Dette var den eneste po
litiske Episode ved Modet, ber saaledes bar al
deles blottet for Betydning.

Boganmeldelse.
En Diskussion i Bergen om Von for

be 2lfbc*be og Skjcersilden med Bemærk
ninger er titelen paa en liden Bog udgiven
af den romerske Prcest I. D. P. Stub. Støi

gjenfalber igjenncm en Samling Avisoftsatser en
Dobbeltstrid, der forrige Host blev fort her i
Sergen over bette Emne, hvilken, efter hvad det
synes, Udgiveren mener at kunne udmynte til
sin Fordel, idet han, efter at han i sine Vemcerk
runger end yderligere har sogt at argumentere
for sin Opfatning, ender Bogen med Formularer
til Forbon for de Støbe. Bogen i)il imidlertid
nepfte findes at indeholde nogen übtommenbe
Losning af det omstridte ©børgSmaal, hvad der
bel for en Del har sin Grund i, at Stridens
Foranledning ei fyar syntes at krceve nogen saa
dan Redegjorelse fra luthersk Standpunkt; den
i)il derfor maaske nærmeft have Særb fom en

Samling Aktstykker til en Smule bergensk Kirke
historie. Kun maa herved bcmcerkes, at ben som
faaban er mangelfuld, da et af de storre Indlceg
i Striden, undertegnet „en Vergcnser”, ci har faaet
Plads i den.

§r. debattør!

En Ting forundrer os i hoi Grad, .fir. die
daktor, og bet er, hvad Grunden kan bære til at
Bespisnmgsindretningens Villctudsalg Mc kan
foregaa ved selve Indretningen. Det er en Ulem
pe i hoi Orad, at man skal et andet Sted hen
for at faa sig Billet for en faaban Bagatel.
Sagen er den, at Besvisningsindretningen tjendcc
selv bet mindste Barn, ber er kommet saavidt,
at bet kan gaa alene paa Gaden. Derimod er
bet vanskeligt at sinde Billctudsalget oppe paa
KorZNrkealmindingen, og maa saaledcs ikke sjel
bent et voxeitt Menneske spendere Tid paa alle
disse Omveie for at faa fig eu Portion Spise
paa Besvisningsindretningen. Derimod vilde som
sagt et Barn, der intet andet nyttigt Arbeide.kan

udrette end at lobe Smaaa’rinder, klare godt den
Ting, naar Tingen blev ordnet derhen, at Billet
udsalget henlagdes til selve Besvisningsindret
ningen.

Den hidtil og nubærcnbe Ordning mcd Vil
letudsalget svarer ikke til Bcspisningsindrctnin
gens Vlemcd, thi den lægger Hindringer iveien
for denne kommunale Indretnings Sogning, og
den gjor saaledes ikke den Nytte som antagelig
oprindelig tiltcenkt den sknlde gjore for de simp
lere Klasser.