Stikkord: Muhammed-tegningene

Som den tyske journalist Henryk Broder formulerede det efter 2006 optøjret over den danske muhammedtegninger:

”Objektivt set var tegningerne en storm i et glas vand. Men subjektivt var det en styrkedemonstration i konteksten af ”civilisationernes sammenstød”, en generalprøve før den virkelige opførelse. Muslimerne demonstrerede hvor hurtigt og effektivt de kan mobiliseres – og Vesten intet andet end frygt, kujonagtighed og en overskyggende bekymring for handelsbalancen. Nu ved muslimerne, at de har med en papirtiger at gøre, hvis brølen er intet andet end en båndoptagelse”

I 2008, tre år efter tegningerne først blev publiceret, er emnet stadig meget levende i mange muslimers sind. Mere end 200 lovgivere råbte: ”Død over Islam´s fjender” under en vredesfuld demonstration uden for det Afghanske parlament, protesterende mod genoptrykningen af tegningerne i Danmark, og udgivelsen af den Islam-kritiske film Fitna af den hollandske politiker Wilders. På samme tid tilstrømmer dansk hjælp til at genåbne skoler i Afghanistan, selvom kritikere siger, at curriculum er baseret på fundamentalistisk Islam. En boykotkampagne af danske og hollandske produkter blev lanceret i Jordan. Dette inkluderede annoncer i aviser, radio og fjernsyn, der tilskynder forbrugere til at undlade at købe navngivne varer. Organisationen ”The Messenger of Allah Unite Us”, har lavet t-shirts, stickers og plakater med logoet “Lev uden det”.

”Danske muslimske organisationer har til hensigt at føre sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol”, har den muslimske leder Mohammed Khalid Samha sagt til IslamOnline, det store engelsksprogede website grundlagt af Det Muslimske Broderskab´s åndelige leder Yusuf al-Qaradawi, efter en domstol afviste et sagsanlæg fra syv muslimske grupper. ”Vi var ret sikre på, at den danske domstol ikke ville være retfærdige overfor muslimer”, sagde Samha. Samtidigt blev to tunesiske mænd arresterede, og anklaget for mordplaner på Jyllandsposten´s tegner Kurt Westergaard.

Som Bruce Bawer, forfatter af bogen ”While Europe Slept”, formulerer det i et essay ”Courage and Cowardice in Scandinavia”, fra juni 2008, efter en bombesprængning møntet på Danmark: ”Da en bilbombe sprang uden for Danmark´s ambassade i Islamabad, d. 2 juni, dræbende otte, var det let at gætte hvem der havde gjort det og hvorfor. Og ganske vist, nogle dage senere tog al-Qaeda æren og bekræftede motivet: Muhammedtegningerne. De blev oprindeligt publiceret i Jyllandsposten d. 30 september 2005, og blev genoptrykt af en række aviser d. 13 februar, i solidaritet med turbanbombetegneren Kurt Westergaard, dagen før målet for tre snigmorderes planer, der i den forbindelse blev arresterede. Det faktum at de danske medier generelt gennem de sidste tre år har givet Jyllandsposten en hård medfart for at ”støde” muslimerne, var den umiddelbare årsag til bombesprængningen”

”Blasfemi” mod Islam bærer potentielt ifølge Sharia dødsstraffen. I juni 2008 dømte en pakistansk dommer en muslim til døden, på grundlag af at have fornærmet Islam´s profet Muhammed.

I kontrast til Danmark´s trods, overgav andre skandinaviske lande sig så hurtigt som menneskeligt muligt det islamiske pres. Bawer igen:

”Sverige valgte en anden vej. Da et politisk website publicerede Jyllandsposten´s tegning, sendte regeringen politiet for at lukke det. Yderligere på det seneste, ramt af sin egen tegningskrise, involverende kunstner Lars Vilks, mødtes statsminister Fredrik Reinfeldt ikke bare de muslimske ambassadører, men blev prist for sin ”fredsånd”. Norge kunne heller ikke pudse glorien”. Efter at en lille avis, Magazinet, havde genoptrykt Jyllandspostens tegninger (det var lige meget, at aviser i Spanien, Tyskland og Frankrig også havde trykt disse), valgte tegning-jihadisterne også at udse sig Norge som mål, satsende på, at det dialog-lalleglade, F.N.-forgudende ”fredsland”, ville båndlægge sine friheder, ved første tegn på muslimsk ubehag. De fik ret. Norge´s regering sank forsmædeligt sammen, holdende en pressekonference d. 10 februar 2006, hvor Magasinet´s ”skændige” redaktør Vebjørn Selbekk, med statsminister Jens Stoltenberg´s velsignelse, næsegrus lagde sig foran et opbud af imamer, og undskyldte at have udøvet sin ret til ytringsfrihed. Dette øjeblik var sandsynligvis det mest nedværdigende øjeblik i Norge´s moderne historie. Men det var svært at få øje på, grundet politikernes og journalisternes fejring af dette udsalg af friheden, som en triumf for fredsskabelsen”.

Selbekk, redaktør for den lille kristne avis Magazinet, havde modstået presset fra muslimer, der havde lavet dødstrusler, og fra det norske etablissement. Men i sidste instans hasteindkaldte den norske arbejdsminister Bjarne Håkon Hanssen en pressekonference. Der fremlagde Selbekk en ynkelig undskyldning for genoptrykningen af tegningerne. Ved hans side, accepterende hans angerhandling, var Mohammed Hamdan, den dengang øverste i Norge´s Islamiske Råd. Som Bawer indikerer, var det et billede direkte taget fra en shariadomstol, med den muslimske leder deklarerende Selbekk fortsat værende under hans beskyttelse.

I en fredagsbøn d. 3 februar 2006, tilskyndede Yusuf al-Qaradawi, Det Muslimske Broderskab´s spirituelle leder, verdens største islamiske organisation, tilhængere til at vise raseri over tegningerne. Bønnen blev transmitteret i fjernsynet. Dagen efter blev den danske og norske ambassade i Syrien angrebet. Det bør her nævnes, at både Danmark og Norge er medlemmer af NATO, og at ødelæggelsen af ambassaderne kunne anses for en krigshandling. Få dage senere besøgte en delegation ledet af Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd og en repræsentant for Oslo´s biskop Qatar, for et møde med Qaradawi. Rejsen fik støtte fra den norske regering. Yusuf al-Qaradawi accepterede så undskyldningen, som Vebjørn Selbekk havde fremsat d. 10 februar.

Walid al-Kubaisi, en muslimsk kritiker af Islam boende i Norge, advarede, at Yusuf al-Qaradawi er farligere end terroristlederen Osama bin Laden, og at Det Muslimske Broderskab, hvis grundlægger Qaradawi som ung fulgte, ønsker at verden skal følge Sharia. Kubaisi reagerede kraftigt på erklæringen fra Hamdan, at Hamdan nu ville give Selbekk beskyttelse: ”Det skræmmer mig, at han præsenterer sig selv som en autoritet, der kan tilbyde eller fratage beskyttelse. Betyder det, at minister Bjarne Håkon Hanssen mener, at næste gang jeg føler mig truet, efter noget jeg har skrevet, at jeg så skal kontakte Det Islamiske Råd, og ikke politiet? Sørgeligt nok har regeringen i sin iver efter at afslutte problemerne, styrket de autoritære kræfter”. Kubaisi frygtede, at hardcore islamister fra nu af vil nedbrænde noget, hver gang de føler sig stødte over noget, og forventer at få deres vilje”

Trond Giske, Kulturminister og kirkeanliggender fra Arbejderpartiet, mødtes med Mohammed Hamdan fra Norge´s Islamiske Råd få måneder efter ambassadeangrebene, og bekendtgjorde, at subsidierne til det islamiske råd, vil blive forøget fra 60.000 kroner til 500.000 kroner. Det er en forøgelse på mere end 700% på et enkelt år. Regeringen bekendtgjorde derudover, at de oftere ville mødes med det islamiske råd, for at ”forbedre dialogen”. Lederen Hamdan smilede efter samtalen med Giske. ”Vi er meget tilfredse med mødet. Det er vigtigt for os, at forbedre kontakten med regeringen, så vi bedre kan komme til at kende hinanden”.

Den status men som ikke-muslim, der bliver accepteret som andenrangsborger, dhimmi, under islamisk styre, refereres til som ”beskyttet”. Under tegningjihad´en demonstrerede venstrekoalitionen offentligt mod de norske autoriteter, at de ikke havde kontrol med borgernes sikkerhed, og derfor for at sikre denne sikkerhed, måtte give efter for muslimernes krav. Dette blev til accepten af islamisk styre under Sharia, et synspunkt der derefter blev styrket af betalinger til muslimer i og udenfor Norge. Disse betalinger fra Giske på vegne af regeringen blev utvivlsomt af muslimerne anset for jizya, ”beskyttelsespenge”, som ikke-muslimer afkræves i forbindelse med underkastelse (Koranen 9:29) som et tegn på deres underdanighed i forhold til Islam, som kompensation for ikke at blive slagtet.

Norge blev det første vestlige land der anerkendte den dengang Hamas-ledede palæstinensiske regering, og først med direkte overførsel af finansiel hjælp. Den populære udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartier opfordrede andre til at følge efter. Hamas er den palæstinensiske gren af Det Muslimske Broderskab. De udtrykker klart dette i deres charter, hvilket betyder, at Jens Stoltenberg´s venstreorienterede regering var villig til at sponsere en organisation, hvis åndelige leder for nylig havde forårsaget fysiske angreb på hans eget land, og fører krig mod deres civilisation. Dette blev af de fleste norske medier applauderet.

Gahr Støre deltog i en konference, med deltagere fra dusinvis af lande og medier, vedrørende mulighederne for at ”udbrede diversitet” på en ikke-stødende måde, med Arab News fra Saudi Arabien som ordstyrer. Tegning-jihad´en gav anledning for Norge og Indonesien til at forene kræfter i en Global Inter-Media Dialogue. I juni 2007 blev dette afholdt i Oslo.

Hovedtaler ved konferencen Doudou Diéne, F.N.´s Special Envoy for Racism, Xenophobia and Intolerance, tilskyndede medierne til aktivt at deltage i skabelsen af et multikulturelt samfund, og udtrykte bekymring over, at den demokratiske proces kunne lede til immigrationsrestriktive partiers tiltagende indflydelse. Diéne repræsenterer Senegal, en fremstående muslim der er medlem af Organization of the Islamic Conference (OIC), den største stemmeblok i F.N.

Der har allerede været store indikationer på, at mainstreammedierne allerede har arbejdet i overensstemmelse med disse ideer, længe før denne konference. I England har ledende figurer i BBC stolt annonceret deres aktive støtte til promoveringen af Multikulturalisme. I Danmark i 2008, mens de var under trusler fra muslimer verden over, besluttede Danmarks Radio, med tilsvarende venstreorienterede multikulturelle forudindtagethed, at afholde en ”Miss Tørklæde”-konkurrence for kvinder, med det eneste krav at de er over 15 år, og bærer tørklæde, på samme måde som muslimske kvinder er pålagt at gøre.

Som Dr. Daniel Pipes peger på, har ”selvhadende vestlige en udpræget vigtighed, grundet deres prominente rolle som meningsdannere på universiteter, medier, religiøse institutioner og kunsten. De fungerer som hjælpere for islamismens mujahideen´ere”.

Under yderligere trusler mod Danmark besluttede den regionale Adresseavisen i 2008, at vise solidaritet med ”tegnerne”. Som Bruce Bawer skriver:

”Trondheim´s Adresseavisen trykte tegningerne der, uden dog at afbilde Muhammed, stødte den ”moderate” muslimske advokat Abid Q. Raja, der – tilsyneladende menende at Adresseavisen havde overholdt aftalens ord, men ikke aftalens ånd, fra Magazinet-aftalen – argumenterede, at tegningerne ikke skulle have været publicerede, da de af muslimer ville blive ”misforståede”. Den Pakistanske ambassadør Rab Nawaz Khan var enig, kaldende tegningerne en ”terrorhandling”, der kan ”sætte norske borgere i fare”. Når en tegning er terrorisme, og en bombe er en form for udtryk, så lever man i Orwell-land. Men øjeblikkets stjerne var dog forfatter Dag Solstad, der kun få dage før bombningen afleverede hvad man kunne kalde Norge´s version af Rowan Williams sharialektion. Solstad gik ikke eksplicit ind for Sharia. I stedet argumenterede han for, at ytringsfrihed faktisk ikke er ønskværdigt, eftersom den drukner fortjenstfulde arbejder (såsom hans egne værker, sandsynligvis) i et hav af vulgaritet (en kategori han placerede Muhammedtegningerne i). Solstad´s kolleger ytrede moderate protester”.

Solstad, med sin lange historie af sympatier for kommunistiske bevægelser, er ikke unik. I skrivende stund kritiserer mange norske observatører og intellektuelle ”ytringsfrihedsfundamentalisterne” i store medier.

Findes der ingen opposition til disse synspunkter? Jo, heldigvis. Per Edgar Kokkvold, generalsekretær for den norske presseassociation fortjener ros for sin principfaste opposition mod censuren (der skaffede ham adskillige dødstrusler). En bog af et tidligere parlamentsmedlem Hallgrim Berg, advarer mod planer om at omforme Europa til Eurabien. Han diskuterer den tiltagende anti-amerikanisme i Europa, og fasstholder, at U.S.A. er den eneste magt der er i stand til at sikre friheden. I 2005 iværksatte politiet en udrykning til lederen af det højreorienterede parti Fremskridtspartiet Carl I. Hagen. Hagen kritiserede Islam, og kunne ikke se nogen ligheder med moralkoncepterne i kristendommen. Han sagde, at hvis Israel taber i Mellemøsten, vil Europa som den næste bukke under for Islam. Han mente, at kristne burde støtte Israel, og modsætte sig islamiske forgreninger til Europa. I et hidtil uset skridt angreb en gruppe ambassadører Hagen i et offentligt brev. Andre politikere gav hurtigt efter og fordømte Hagen, inklusive statsminister Kjell Magne Bondevik fra Kristendemokraterne. I 2008 ser Fremskridtspartiet ud til, for første gang i generationer, at erstatte Arbejderpartiet som landets største parti.

Der findes lommer af modstand i Norge (og i mindre udstrækning i Sverige), men generelt ser det sløjt ud. Danmark er for nuværende det eneste skandinaviske land, med noget der bare ligner en rygrad, men danskerne kompenserer for dette, ved at være ét af de ledende lande i den vestlige verden, der modsætter sig islamificeringen.

http://vip.bt.dk/literally/index.php?id=668&no_cache=1&nonce=QPVflh9C&openid.mode=cancel