johncons

Stikkord: Slektsforskning

  • Enda mer fra Facebook



    PS.

    Her er mer om dette:



    PS 2.

    Enda mer om dette:

  • Mer om min stesøster Christell sin fille-tante Turid Humblen. (Fra Bergens Tidende 28. september 1984)



    PS.

    Her er mer om dette:



    PS 2.

    Enda mer om dette:




    PS 3.

    Og enda mer om dette:




    PS 4.

    Og enda enda mer om dette:



    PS 5.

    Og enda enda enda mer om dette:

  • Mer om min danske oldemor (Karen Margrethe Heegaard f. Nyholm) sin fetter Vagn Aage Fog. (Fra Dagbladet 21. april 1917)




    PS.

    Ifølge skikken, så er det vel sånn, at bryllup skal feires, der bruden er fra.

    (Hvis jeg ikke tar helt feil).

    Men her snur visst min oldemors fetter (Vagn Aage Fog) om på dette.

    (Kan det virke som).

    Dette kan muligens skyldes, at bryllupet var, under første verdenskrig.

    Så det var kanskje farlig/vanskelig å reise, hit og dit.
    (For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

  • Mer om min morfar Johannes (som kunne være veldig skøyeraktig, sånn som jeg husker det) sin fanesak. Han prøvde å liksom forme den norske folkesjelen (etter krigen) med sine tanker om en sunn sjel i et sunt legeme (noe jeg har blogget om tidligere). Fra Fremtiden 7. november 1967



    PS.

    Det er mulig at min morfar (som var en yngre bror av Aurskog-lensmann Øivin Ribsskog, som fikk sparken under krigen, fordi at han ikke ville gjøre nazi-hilsen).

    Det er mulig at min morfar, liksom ville straffe de norske, for sin tysker-vennlighet, under krigen.

    Og at han mente at kvinnfolka skulle ha ‘hekse-pupper’ (som danskene sier) og ikke runde pupper.

    Og at de skulle ha smale rumper (og ikke breie ‘viking-kone-rumper’).

    Sånn at de liksom egna seg bedre, som horer (eller noe i den duren) da.

    (For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

  • Og enda enda enda mer om min mors tremenning Baard Ribsskog Schøyen. (Fra Morgenbladet 10. juli 1958)



    PS.

    Her er mer om dette:



    PS 2.

    Det er mulig at de Schøyen-folka (som jeg er i slekt med gjennom inngifte, i min mors slekt) er noen slags sigøynere eller tatere.

    (Noe jeg vel har blogget om tidligere).
    Og at de derfor ikke tar det som skjer i Norge, like alvorlig, som ‘ekte’ nordmenn.
    Og at de derfor er mer lettlivede (eller noe i den duren) da.
    (For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Mvh.

    Erik Ribsskog

    PS 3.

    Her er mer om dette:



    PS 4.

    Jeg har alltid har sansen for Oslo-bydelen Skøyen.

    For Frithjof Arngren holdt til der, på 80-tallet.

    Og min daværende kamerat Kjetil Holshagen, pleide å dra med meg dit (eller ‘hype’ den butikken) husker jeg.

    Og Sjølyst-hallen (hvor jeg har vært mye (på båt-messer, hobby-messer og språkreise-reunion) på 80-tallet) ligger like ved.

    (For å si det sånn).

    Men Skøyen (eller Schøyen som min mors tremenning het) er vel samme ord, som skøyer.

    Og skøyer er vel et slag tater eller sigøyner.

    (For å si det sånn).

    Så sånn er vel det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 5.

    Her er mer om dette:



    https://snl.no/sk%C3%B8yer

    PS 6.

    Det er også sånn, at Baard Schøyen (eller om det var sønnen) bodde (på sin landstryker-aktige måte) i en camping-vogn, på Bogstad camping (blant annet).

    (Noe jeg har blogget om tidligere).

    Og det er vel også sånn, at Baard Schøyen, har en datter, som har kontaktet meg på nettet (via sin ektemann) fordi at hu ikke engang har et bilde av faren.

    (For å si det sånn).

    Så sånn er vel det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 7.
    Det var sønnen Nils (min firemenning) som bodde på Bogstad camping:



    PS 8.
    Mer om kaoset i den lettlivede Schøyen-slekten (må man vel kalle den):



    PS 9.

    Man kan kanskje lure på om Baard Ribsskog Schøyen sin datter (Christine Leborg f. Wangberg) ble misbrukt av faren.

    For det er visst ikke hu som ønsker bilde av faren (ifølge hennes ektemann Trond Leborg, i PS-et overfor).

    Men det er visst barnebarna, som vil ha bilde av min mors tremenning.

    (For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 10.

    Hvordan Ribsskog-slekten (min mors slekt) har klart å få disse skøyerne/signøyerne (er de vel) inn i slekta.

    Det er fordi, at min oldefars storebror Ole Konrad Ribsskog.

    Han var en av Arbeiderpartiet sine første ordførere (for Trondheim) i landet.

    Og han var også på Stortinget, en periode.
    Og han fikk bare døtre.
    Og hu ene (maleren Håkon Bleken sin tante Astrid) ble gift med en ingeniør Nils Schøyen, oppe i Trondheim der, da.

    (For å si det sånn).

    Så sånn var det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 11.

    Her kan man se hvordan jeg er i slekt med Baard Ribsskog Schøyen (min mors tremenning):



    PS 12.

    Mer om nevnte Nils Schøyen (som ble gift med min morfars kusine Astrid):



    PS 13.

    Denne slekten (Nils Schøyen sin farfar sin farfar sin farfar sin farfar sin farfar Truls Hansen Skøyen) er visst fra Skøyen/Schøyen i Nittedal:



    PS 14.

    Det er mulig at min mors Schøyen-slekninger er finner (noe man vel muligens kan se, på Niels Schøyen sitt mørke hår, i PS 12):



    PS 15.

    Finnene (i Nittedal) har sikkert jagd skøyerne, ved å drive svedje-jordbruk (heter det vel) på sove-plassene dems.

    (For finnene har de brent opp pause-plassene til skøyerne/sigøynerne.
    Noe sånt).

    Og så har da muligens sigøynerne/skøynerne lagt disse falske skøyerne (som egentlig er finner, som heter Schøyen) for hat.

    Og så har de muligens også lagt Ribsskog-slekten for hat.

    (Siden at vi er i slekt med disse ‘tulle-skøyerne’ (i Schøyen-slekten) da.

    For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 16.
    Jeg har også lest mer om skøyerne.
    Og de var visst ofte tyske jøder osv., som kom til landet, for å drive med handelsvirksomhet.

    Og de trava visst rundt (og seilte rundt) i landet.

    Og sigøynerne ble sure på de, siden at skøyerne ikke var fra Asia (som de selv).

    Sigøynerne mente at de hadde tatt over landet.

    Og de ville ikke dele Norge med skøyerne, da.

    (For å si det sånn).

    Så sånn var visst det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 17.
    Skøyen betyr visst ‘kant’ (og ikke ‘skøyer’).

    (Fant jeg ut nå).

    Skøyen (i Nittedal) var visst en gård, som ble ryddet, under jernalderen.
    Men det var visst muligens noe ‘rusk’, i forbindelse med svartedauen, da viking-gården Steinset ble tatt over.
    (For å si det sånn).

    Så sånn var muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 18.

    Her er mer om dette:



    PS 19.
    I PS-et overfor, så står det også, at navnet Skøyen kan komme fra gudinne-navnet Skadi/Skade (noe som visst kan tyde på samiske aner):



    PS 20.

    Det at min firemenning Niels Schøyen og de, hadde finske husmenn, på 1600-tallet.

    (Som det står om i PS 14).

    Det kan jo muligens passe med, at de er samer.

    For samer er vel egentlig bare finner som bodde så langt nord, at de måtte stå på ski.

    (Noe sånt).

    Jeg mener ihvertfall å ha fått med meg, at samer og finner er delvis i slekt.

    (For å si det sånn).

    Så sånn er muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 21.

    Finner og samer er egentlig det samme (mener noen):



  • Og enda mer om min mors tremenning Baard Ribsskog Schøyen. (Fra Morgenbladet 27. juni 1959)

  • Mer om min mors tremenning Baard Ribsskog Schøyen. (Fra Morgenbladet 1. juli 1959)

  • Mer om min tidligere stefar Arne Thormod Thomassen (og hans samboer Mette Holter). Fra Norsk Lysningsblad 4. september 1987

  • Min grandtante Elin Heegaard f. Sørensen (som var gift med min mormors lillebror Louis) har visst eiet en herregård



    PS.
    Som jeg har blogget om tidligere.
    Så var det sånn, sommeren 1980.
    At min ‘onkel-snik’ Runar Mogan Olsen (som klarte å bli valgt til bobestyrer (av Drammen tingrett) etter noen barnløse grandonkler av meg (i Holmsbu) selv om jeg er eldste sønn av eldste sønn, og vel hadde odelen/hjemmelen/’gromgutt-statusen’ der, for å si det sånn).

    Runar dro med oss resten av Olsen-folka (Runar med familie, min far med familie og min fars yngre bror Håkon med familie pluss Roger Stenberg med familie) ned til Jugoslavia, sommeren 1980.

    Og i den bilen jeg satt på med.
    (Min fars amerikaner).

    Så satt min far (som kjørte) hans ‘massa’ Haldis Humblen (må man vel kalle henne) og hennes datter Christell.

    Men min lillesøster Pia var ikke med.
    Hu bodde på den tida fortsatt hos sin mor i Larvik.
    Og de (min mor, Pia, min yngre halvbror Axel og hans far Arne Thomassen) dro på sin egen ferie, til Danmark.

    Hvor min yngre halvbror Axel (som ble født høsten 1978) visst ble døpt, på en kjempestor gård/eiendom (ifølge Pia).

    Og da lurer jeg nå på, om det kan ha vært på Tiselholt (som stedet visst heter) at Axel ble døpt.

    (Og ikke på Odense slott, som jeg tidligere har trodd.

    Siden at min mormors lillebror Louis, var amtmann på Fyn (og derfor hadde adresse Odense slott) på cirka den samme tida.

    For å si det sånn).

    Så sånn var muligens det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Med hilsen

    Erik Ribsskog

    PS 2.

    Lenger ned i Wikipedia-artikkelen.

    Så står det forresten, at DFDS sin grunnlegger Tietgen, fant sin kone (Laura Charlotte Tietgen f. Jørgensen) på Tiselholt.

    (For å si det sånn).

    Så sånn var visst det.

    Bare noe jeg tenkte på.

    Men men.

    PS 3.

    Jeg oppdaterte på MyHeritage, om dåpen til Axel:



  • Min mors danske fetter Thomas Heegaard (som tidligere var direktør i Disney) har visst kjøpt seg en vingård i Frankrike



    PS.

    Her er mer om dette:

    ‘Søndag d. 16. august 2009, kl. 03.00
    Marianne Sommer
    Når Thomas Heegaard opholder sig i sit andet hjem i Frankrig, har han for vane hver morgen i sin bil at trille ad de snoede bjergveje ned til den lokale café.
    Her sætter han sig til rette og blader i den sydfranske lokalavis, Le Midi Libre, mens bartenderen rutinemæssigt serverer hans »café«.
    Sidste sommer, da der var festival i byen, sad han sammeb med sin kone, Marianne, og deres to børn, Julie og Mathias, til langbords med hele landsbyen, og her bød borgmesteren dem velkommen til byen.
    Når det danske par ikke blander sig med lokalbefolkningen, nyder de enten udsigten fra deres hus, som byder på vinmarker og små landsbyhuse, der ligger som perler rundt i det bakkede landskab, eller de er ude i naturen for at udforske området.
    Det er 100 procent fransk idyl. Og det var lige nøjagtigt sådan et liv, de drømte om, da de i sin tid begyndte at kigge efter bolig i Frankrig.
    »Vi har i flere år drømt om at finde et hus i Sydfrankrig, som vi kunne sætte i stand, men det var svært at finde et. På en fransk boligmesse i Danmark mødte vi imidlertid en fransk pige, der har specialiseret sig i at finde huse til folk. Og der gik kun 14 dage, fra vi fortalte hende, hvad vi søgte, til hun kontaktede os og fortalte, at der snart kom et hus til salg, som hun mente, vi ville kunne lide,« fortæller Marianne Heegaard.
    Huset var en gammel, forfalden vingård, som havde tilhørt samme familie gennem generationer. De omkring 260 kvadratmeter lå på en skråning omgivet af 552 vinstokke i den sydøstlige del af Frankrig.
    Parret kendte allerede området, da de gennem flere år havde lejet et istandsat byhus i nærheden. De blev begejstret ved tanken om at skulle bo i det smukke og varierede landskab og drog derfor straks af sted for at se på ejendommen.
    Da de ankom til vingården, stod solen højt på en blå himmel og termometeret på 25 grader. Parret havde på det tidspunkt ledt efter en fransk bolig i seks år, men ved synet af denne idyl kunne de begge mærke, at det nu var tid til at indstille boligjagten.
    »Til trods for, at ejendommen var i meget dårlig stand, og der hverken var vand eller elektricitet, kunne vi med det samme se de mange muligheder for at omdanne det til et moderne familiehus. Men vi var enige om, at det skulle ske med respekt for gårdens oprindelige atmosfære,« siger Marianne Heegaard.
    Inden parret satte deres underskrift på den franske slutseddel, fik de dog undersøgt, hvad det ville koste dem at sætte huset i stand, og om det var lovligt at bygge en tagterrasse og anlægge en swimmingpool. Især det sidste var afgørende for familien med børnene på ti og tretten år.
    For at få afklaret disse spørgsmål fandt de via ejendomsformidleren frem til en lokal arkitekt, som havde positive meldinger til parret med hensyn til tilladelserne. Og rent økonomisk lå det også inden for rammerne af, hvad de ville ofre på at forvandle ruinen til en brugbar bolig. Den franske arkitekt blev derfor hyret til at styre hele ombygningen.
    »Vi vil gerne integrere os med lokalbefolkningen, og derfor foretrak vi at hyre franskmænd til projektet frem for udlændinge,« siger Marianne Heegaard, der tidligere har boet i Frankrig og i modsætning til sin mand og børn taler sproget flydende.
    »At hyre lokale håndværkere, der arbejder sammen med en lokal arkitekt, mente vi var en fordel. Sandsynligheden for, at entreprenøren leverer et godt stykke arbejde er større, når der er mulighed for fremtidigt samarbejde med arkitekten. Og opstår der senere problemer, er det også nemmere at få dem løst, når håndværkerne befinder sig i nærheden.
    For eksempel har vi lige konstateret, at komfuret ikke virker. Da vi ringede til den lokale elektriker, lovede han allerede at rykke ud samme eftermiddag,« siger Thomas Heegaard, der indtil videre kun har lært sig franske gloser til husbehov og derfor endnu mest nøjes med at kigge billeder i de lokale aviser.
    Det danske par er i dag tilfreds med forløbet af hele ombygningsprojektet. Dog var der nogle udfordringer undervejs. For eksempel var der problemer med en vandledning og en elmåler, som lige fra starten forsinkede byggeriet.
    De har også været ude for pludselig at blive ringet op i Danmark med beskeden, at taget var fuldt af termitter. Det tog de dog helt stille og roligt, for de havde jo en termit-rapport – og en forsikring.
    Men nej. Det viste sig, at rapporten i mellemtiden var blevet forældet, den var over tre måneder gammel og dermed ikke gældende. Så det betød både ekstra omkostninger og forsinkelser, idet taget skulle udskiftes. Men også det tog danskerne relativt afslappet.
    »Vi havde sagt til hinanden, inden vi købte huset, at det helt sikkert ville komme til at blive dobbelt så dyrt, som vi umiddelbart havde regnet med, og at der også ville opstå uforudsete ting undervejs. Men når det nu var vores drømmeprojekt, havde vi besluttet ikke at lade ærgrelser, som var til at forudse, ødelægge vores oplevelse,« forklarer Thomas og tilføjer:
    »Mit råd til andre er derfor, at de skal være indstillet på, at budgettet bliver overskredet og lade være med at sætte en stram tidsramme. Vi har hørt om flere, der har bygget om i Frankrig og sagt, at de aldrig ville gøre det igen, men det vil vi godt. For os har det været et sjovt og spændende projekt.«
    Marianne Heegaards baggrund som professionel indretter har naturligvis også været en fordel i byggeprocessen. Hun har sørget for at styre efter det overordnede mål om at indrette boligen med respekt for det gamle, men alligevel som en moderne familiebolig.
    Enkelhed, funktionalitet og klassisk stil med et skandinavisk twist har været nøgleordene, og det afspejler sig tydeligt i hjemmet. Samtidig var det også vigtigt, at det skulle være et hjem, som nemt kunne åbnes og lukkes ned igen. Derfor fungerer de store flader med franske klinker og den enkle indretning godt. Marianne Heegaard mangler dog stadig nogle møbler, før huset efter hendes opfattelse er fuldendt, men det haster ikke.
    Familien har nemlig travlt med at leve og nyde det franske liv og naturen i området. De går mange ture i bjergene, Marianne Heegaard nyder sine hyppige løbeture, om sommeren lejer familien ofte en kano eller kajak og tager på sjove udflugter ad de tre forskellige floder i området.
    Indimellem kører de alle fire til stranden, som ligger 60 kilometer fra huset, eller de tager en lidt længere tur til enten Barcelona, Montpellier eller Beziers. Eller de besøger små hyggelige landsbyer og vingårde eller deltager i lokale festivaler.
    Der er også gode muligheder for at spille boule og bordtennis lige i nærheden. Og så omgås de en del med deres naboer. Danskerne har kun rosende ord til overs for franskmændene, der har været meget positive over for de udenlandske tilflyttere. Naturligvis hjælper det også, at »Madame« er flydende på fransk, men parret har været meget bevidst om, hvordan de begår sig.
    »Franskmændene er et enormt stolt folkefærd, så det gælder om at være lidt ydmyg og vise respekt og interesse for den lokale kultur og mad,« siger Marianne Heegaard, der satser på mere fransk hverdag i fremtiden, når arbejdet hjemme i Danmark en dag bliver lagt på hylden.
    Lige siden hun og Thomas mødte hinanden, har de været fælles om deres kærlighed til Frankrig og det franske, og de har drømt om at få eget hus i landet. En drøm, de utvivlsomt deler med mange andre – det er bare langtfra alle, der som dem formår at realisere den.’.
    PS 2.
    Her holder Thomas foredrag, for noen danske ‘blåruss’ (på den tida han fortsatt var direktør i Disney):



    PS 3.
    Her kan man se Thomas og hans kone Marianne Dall Heegaard nede i Frankrike (man kan ihvertfall utelukke, at det er i Danmark, ettersom at man kan se fjell i bakgrunnen):



    https://www.facebook.com/photo/?fbid=3590374445772&set=ecnf.1465687863

    PS 4.

    Jeg lurer på om dette kan være konens Dall-slekt (eller om hu er fra en annen slekt, med samme navn):